Blade af  foreningens historie.

Kejserinde Dagmar og Garderforeningen i København.

I forbindelse med 150 års dagen for Kejserinde Dagmars fødsel nedlagde Garderforeningen i København en krans ved Kejserindens kiste i Roskilde Domkirke og Garderbladet bragte i december 1997 en artikel om "Kejserinde Dagmar og Garderforeningen i København", som gengives nedenfor.

Kejserinde Dagmar og Garderforeningen i København.

H.M. Kejserinde Maria Feodorowna af Rusland.
(Der findes ikke et russisk navn svarende til kejserindens danske: "Dagmar".)

Garderforeningen i København er verdens ældste regiment-soldaterforening, den er stiftet i 1885.
Ifølge foreningens "Grundlov" fra 1885, kan der i foreningen som medlemmer "kun optages mænd, der har været tjenestegørende i "Den Kongelige Livgarde til Hest og til Fods" eller Livgarden".

Foreningen havde økonomisk en vanskelig start, men bestyrelsen bad om - og fik - økonomisk støtte fra kejserinde Dagmar og kejser Alexander III, bl. a. til anskaffelse af en (kostbar) gallafane. Medvirkende til det specielle forhold mellem kejserinden og Garderforenigen har det sikkert været, at kejserindens far, Christian IX, i en årrække, medens kejserinden var barn og ung pige, var chef for Livgarden til Hest, der blev nedlagt 1866. Livgarden til Hest var en lille enhed (mindre end 150 mand) og kejserinden har givet følt en ganske særlig tilknytning til de mænd, der havde tjent direkte under hendes far.
Allerede i 1889 indvilligede kejser Alexander III i at blive Garderforeningens første æresmedlem, det gav foreningen et blåt stempel på et tidspunkt hvor et sådant ikke var en selvfølge: Garderforeningens medlemmer og bestyrelse var ganske almindelige borgere på en tid hvor der var skarpe klasseskel.
I 1909 var kvindefrigørelsen kommet så vidt at man kunne opfordre en kvinde til at modtage valg som æresmedlem og kejserinde Dagmar takkede ja til selv at blive æresmedlem.
Helt til slutningen af kejserindens liv blev foreningens formand og sekretær jævnligt modtaget i audiens hos kejserinden der økonomisk støttede foreningens guldbryllupslegat - og juletræsfesten for medlemmernes børn - indtil hun ikke længere havde økonomisk mulighed derfor. Man må derfor kunne sige, at der
lige til det sidste var et specielt og godt forhold mellem kejserinden og foreningen.

Efter revolutionen i Rusland slog kejserinden sig ned i Danmark og Garderforeningen i København har i 1997 ikke mindre end 11 medlemmer, der har gået vagt for kejserinden.
Kejserinden boede i de koldeste måneder på Amalienborg, men boede helst på Hvidøre. På Hvidøre bestod vagten af en korporal og seks gardere, vagten tog med toget til Klampenborg og marcherede derefter til Hvidøre. Frivagten havde vagtstue over stalden i et ret lille lokale med fire senge, kakkelovn og sand på gulvet. Der var have på begge sider af Strandvejen og når man havde frivagt kunne man gå tur i  haven og gennem en privat tunnel til den del af haven, der lå på vandsiden af Strandvejen.
Kejserinden sørgede godt for garderne. På hendes ordre leverede kokken hver morgen kaffe og friskbagt morgenbrød til korporalen og garderne - det skete ikke på nogen af Livgardens andre vagter.

Den indre vagt blev varetaget af to livkosakker, der efterhånden havde lært sig noget dansk. De sov på gulvet indenfor hoveddøren og foran kejserindens soveværelse.

Garderforeningen vil hædre kejserinde Dagmars minde i forbindelse med hendes 150 års fødselsdag, specielt som tak for den støtte hun selv, og gennem sin mand, gav foreningen i de første vanskelige år.

Tre af de gardere, der har gået vagt for kejserinde Dagmar vil for Garderforeningen lægge en krans ved hendes kiste i Roskilde Domkirke.

 

1925/ Johannes Hardenberg-Bruhn,1927/ Johann Christian Haar og1928/ Emil Schlenker.

En af disse gardere, Johannes Hardenberg-Bruhn, er garder fra 1925 og har gået vagt for kejserinden som garder. I 1928 var han sergent og han boede på Grøntorvet, nu Israels plads. Dengang var det ikke sædvanligt, at man havde telefon. Hardenberg-Bruhn boede tæt på Livgardens Kaserne og pludseligt kom der en garder løbende: Sergent Hardenberg-Bruhn skulle straks begive sig til Hvidøre og overtage vagten. Kejserinden var død og på grund af de mange kongelige, der kunne ventes, skulle vagtkommandøren være en sergent i stedet for en korporal. Derfor var Hardenberg-Bruhn vagtkommandør for Livgardens sidste vagt for kejserinden. Det var en meget rørende begivenhed.
De vagtgående garderne havde, bl. a. som tak for den gode behandling de altid havde fået, skillinget sammen til en stor buket blomster. Sergenten fik til opgave at aflevere buketten. Han blev vist ind i salen hvor kejserinden lå i åben kiste. Kong Christian X og dronning Alexandrine var til stede i salen. Bagefter omfavnede kejserindens grædende livkosakker garderne og takkede dem for den sidste vagt.

Der var i løbet af dagen kommet mange kranse og blomster, Garderforeningen havde også sendt en krans. Da båren skulle føres til kirken blev de fleste blomster og kranse kørt bort for sig, men kejserindens datter, storfyrstinde Xenia, bestemte at netop kransen fra de gamle gardere skulle følge båren.

Peter Horsten. November 1997.

Billeder:  (Klik her.)
Kejserfamilien 1866.
Kejserfamilien 1869.
Kejserinde Dagmar på Hvidøre ca. 1925. Bemærk Livgardens skilderhus i baggrunden.
Kejserinde Dagmar og hendes datter, storfyrstinde Olga, på Hvidøre ca. 1925.

LINK til Storfyrstinde Olga - siden på Ballerup Egnsmuseums website.

Tilbage til sidens top.
 
 
 

Kejserfamilien 1866.	Kejserfamilien 1869.
Kejserinde Dagmar. Hvidøre ca. 1925. (Billedet har altid været skævt.)	Kejserinde Dagmar med datteren Storfyrstinde Olga. Hvidøre ca. 1925.

Websiden er sidst ændret februar 2006. En større version af billdet fra Roskilde Domkirke er lagt ind på siden oktober 2012.

Webmaster: ©  Peter Horsten.

       English version.

Peter Horsten   Peter Henrik Horsten